
Den personlige erindring og beretning
Et tilfælde førte mig frem til Knud Rasmussen. Jeg fik et tip fra en af mine venner om en mand, der boede ude i de vidtstrakte skove syd for Silkeborg: hans far var opfinderen af ‘guldkorn’, det morgenmadsprodukt, vi alle kender. Teknologien, der skulle til for at ‘skyde guldkorn’ blev til – lige dér i skoven, hvor jeg senere mødte Kund.
Jeg hørte hans utrolige beretning og livshistorie. Knud tog senere aktivt del i dokumentarfilmprocessen og kom med rigtig gode forslag til, hvordan vi kunne skabe billeder om det, der havde været engang.
Vores kontakt blev til en erfaring om, hvad mennesker gør – individuelt og sammen – for at skabe mening og sammenhæng.
LH
Opfindelsen. Fortællinger om en kanon
Dokumentarfilmen beretter om et morgenmadsprodukt, vi alle kender, nemlig ’guldkorn’. Handlingen udfolder sig under Anden Verdenskrig og frem til midten af 50’erne. Vi følger de dramatiske begivenheder, der udspillede sig omkring den helt særlige maskine, som kunne skyde guldkorn fra sig i store mængder.
Effekten var så voldsom, at maskineriet blev løsnet fra betonfundamentet og knaldet kunne høres vidt omkring i den midtjyske skov. Opfindelsen blev derfor af gode grunde kaldt ’kanonen’. Dette fortæller Knud Rasmussen, opfinderens søn. Han voksede op på den lille fabrik, der blev bygget omkring ’kanonen’, nemlig Lystruphave Puff Corn Fabrik. Se film her: (17:45) 2008/2010 eller via Vimeo herunder.
Fortællingen rummer flere højdepunkter. Knud Rasmussen beretter om, at han som barn var med sin far i Kastrup Lufthavn for at hente Keith Kellogg, der kom fra USA for at besigtige den enestående opfindelse.
Under optagelserne til Opfindelsen blev situationen genskabt i samarbejde med DC3 Vennerne i Danmark og Dakota Norway. Det skete under vingerne af en af de få DC3-fly, der stadig er aktive. Barndomsperspektiv og dokumentarfilmoptagelser gik i tæt samspil ved flyets landingshjul.
Overraskende førte den undersøgende filmiske proces frem til, at der i Sydkorea sker en intens brug af puff-kanoner. Det sker både på gadeplan og i mere industriel sammenhæng. Dokumentarfilmprojektet Opfindelsen modtog derefter en række videooptagelser fra Seoul, hvor puff-korn-processerne ses i detaljer. Udvekslingen af video og fotos er sket i samarbejde med direktør Aidan Koh, Samsung Food Machine.
’Kanonen’ findes ikke længere; der er kun efterladt ganske få spor af denne opfindelse. Menneskers evne til at skabe fælles forestillinger på tværs af tid og forskellig erfaring, og fænomenet ’rekonstruktion’ er således projektets omdrejningspunkt.
Den dokumentariske proces tager her karakter af en arena, hvor der sker kastes nyt lys på begivenhederne. Knud Rasmussen og dokumentarist kom på en opdagelsesrejse, idet ’kanonen’ blev genskabt i situationer, fortælling og billeder.
Klip af Opfindelsen er foretaget af Lars p Arendt. Kamera: Nanna Søs Brejning. Musik: Laila & Symfobia. Makrofotografi v. Ole Lynge Madsen
Artikel: ”En opfindelse som fortælling. Refleksivitet som del af innovative processer” Ledsagehæfte til filmen Opfindelsen. -06 (Læs)
Artikel: ’The Battle of Orgreave på ny’ Nyhedsbrev -08 v. Imagine Reality. Om rekonstruktion samt omtale af projektet Opfindelsen (Læs)
Se desuden overvejelser i: Arbejdsnotat, Imagine Reality. ’Sandhed, autenticitet og samarbejde i kulturernes nære periferi ’ v. -12 (Læs)